KRAP står for kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende praksis og er en udbredt dansk socialpædagogisk tilgang. Metoden kombinerer kognitiv psykologi, positiv psykologi og en anerkendende tilgang. Formålet med metoden er at fremme trivsel og udvikling hos børn, unge og voksne. KRAP er udviklet af psykologerne Lene Metner og Peter Bilgrav.
KRAP står for:
- Kognitiv: Fokus på at ændre vores tanker for at skabe mere hensigtsmæssige tanke-, følelses- og adfærdsmønstre.
- Ressourcefokuseret: Udgangspunkt i den enkelte borgers styrker og ressourcer frem for fejl og mangler.
- Anerkendende: Fokus på at møde og anerkende den anden, som vedkommende er, for at skabe tryghed og dermed grobund for udvikling.
- Praksisorienteret: KRAP er udviklet i samspil med praksis og man arbejder ud fra praksisnære skemaer, der kan bruges i det daglige arbejde.
Det kognitive i KRAP
Inden for KRAP tager den kognitive tilgang afsæt i en konstruktivistisk forståelse af virkeligheden, hvor vores viden om verden og hinanden forstås som noget, der skabes via tankekonstruktioner. Ud fra et konstruktivistisk perspektiv er vi ikke i stand til at opfatte og erkende verden, som den er. Vores tanker og forestillinger om verden må forstås som egne versioner af den ydre virkelighed, som danner grundlag for vores forståelser af virkeligheden. I KRAP-tilgangen siger man, at det vi opfatter som virkeligheden, i bund og grund, er vores tanker om virkeligheden, andre vil have at andet perspektiv og ofte en anden opfattelse. En sag har derfor to, eller flere sider.
Alle situationer sætter tanker i gang. Disse kaldes automatiske tanker, som ofte opleves af den der tænker, som virkelige. Tanker udløser følelser, som herfra udløser en handling. Enten gør man noget eller der opstår en ny tanke-handling.
Situation – tanke – følelse – handling
Et centralt begreb i KRAP er grundtanker; De tanker som har rod i vores tidligere erfaringer. Det kan være tanker om os selv, andre eller verden. Grundtankerne præger og kan farve/misfarve vores automatiske tanker og er vanskeligere at ændre på.
Da tanker ikke skildrer virkeligheden, men er konstruktioner af virkeligheden, kan vi som mennesker lave fejlkonklusioner. I KRAP bruges sætningen ”du skal ikke tro på alt, hvad du tænker” til at huske på det.
Når man arbejder ud fra den kognitive tilgang, har man fokus på tænkning og forandring af tanker og adfærd for at forbedre trivsel og livskvalitet. Dette kaldes omstrukturering. Når man omstrukturerer tanker, undersøger man en tanke, eller grundtanke, man tester dens oprigtighed, for herefter at indsætte nye mere realistiske tanker – ikke nødvendigvis mere positive.
Det er relevant at arbejde med at omstrukturere en persons tænkning, når tænkningen er ude af trit med virkeligheden. Det handler altså ikke om at vende negative tanker til positive, men derimod om at vende urealistiske tanker til realistiske og således arbejde med fokuspersonens kognitive forvrængninger, så tankerne er i overensstemmelse med den virkelighed, der ses (Metner 2012: ebogen 234).
Ressourcefokus I KRAP
Ressourcefokus i KRAP er en systematisk arbejdsmetode, der bygger på positiv psykologi og socialkonstruktionisme. I stedet for at fokusere på en persons fejl og mangler, lægger metoden med afsæt i positiv psykologi vægt på at finde og dyrke de ressourcer og styrker vedkommende har.
Fra socialkonstruktionismen henter metoden forståelsen; at vores virkelighed bliver formet af de historier, vi fortæller om os selv, og den måde, vi taler sammen på. Hvis fokus altid er på problemer, bliver det den dominerende fortælling. Ved i stedet at lede efter ressourcerne, hjælper vi med at skabe en ny og stærkere fortælling, hvor borgeren kan se sig selv som en person med handlekraft og muligheder.
I praksis betyder det, at man anvender konkrete redskaber til at kortlægge borgerens evner, interesser og netværk. Denne kortlægning er vigtig, fordi den giver et klart billede af de byggesten, der er til rådighed, når der skal sættes nye mål. Ved at analysere tidligere succesoplevelser kan man finde frem til de strategier, der virker for den enkelte, og overføre dem til nye situationer i hverdagen. Det skaber et fundament af selvtillid, som gør borgeren til en aktiv medspiller i sin egen udvikling.
Det anerkendende i KRAP
Anerkendelse er psykologisk set et grundlæggende menneskeligt behov og handler om, at man anerkender en persons væren, altså det personen er og ikke det personen gør.
Vi anerkendes for vores menneskelige værdi, ikke for vores handlinger. Vi anerkendes altså for det, vi er, ikke for det, vi gør. Derfor er det vigtigt at skelne mellem ros og anerkendelse og vide, at det er to forskellige ting, selvom begge dele opleves positivt (Metner 2008: 15).
Ros er det man oplever, når nogle komplimenterer en for noget man gør eller er god til. Ros er det der styrker menneskers selvtillid. Anerkendelse er derimod det, der opbygger menneskers følelse af at være værdifuld, altså vores selvværd.
I KRAP defineres anerkendelse som det at blive set af andre som det menneske, man er og taget alvorligt, samt at blive mødt som ligeværdig og føle sig okay, som menneske. Det, vi anerkender, er altså et menneskes tanker og intentioner, følelser, grundvilkår og livshistorie. Det betyder ikke, at man skal give personen ret i alting, men at man skal vise forståelse for at det, en person gør, er det bedste mulige i personens situation:
Vores udgangspunkt er, at mennesker altid gør deres bedste ud fra deres grundvilkår og strategier set i lyset af de mennesker, de er sammen med, og deres aktuelle situation. Alligevel er det ofte sådan, at når mennesker gør noget, som ret beset ikke er hensigtsmæssigt, vil den typiske tilgang være at fokusere på, at personen skal holde op med det uhensigtsmæssige – det kunne være at slå sine kammerater i en konflikt i skolen. Her er tanken i KRAP, at personens handling er det bedste bud, personen har lige nu, når man forstår det ud fra de grundvilkår og de mestringsstrategier, personen har til rådighed. Hvis det skal ændres grundlæggende, vil det kræve, at personen får lært nye måder at håndtere situationerne på (Metner 2008: 9f).
Anerkendelse er det, der sker, når et barn bliver set og mødt som værdifuldt i sig selv af sine omsorgspersoner, og hvor der derfor opstår en sund tilknytning mellem barnet og omsorgspersonerne. Anerkendelse skaber fundamentet for, at man kan udvikle selvværd, og at man får mod på og lyst til at søge ud og engagere sig i omgivelserne. Man udvikler tro på at det, man tænker og gør, har betydning.
Anerkendelse er således noget, man kan opleve i relation til en anden, når man kan være sig selv fuldt ud, fordi den anden ser en som værdifuld præcis, som man er.
Det forudsætter, at den der anerkender, også forstår, at de holdninger en person har og at de måder en person handler i verden, er det rigtige for den person på det givne tidspunkt. Den der anerkender, må derfor have en grundforståelse af, at den anden er forskellig fra en selv, og handler anderledes, fordi vores ageren er formet af vores personlighed i forening med det liv vi har levet, og det vi har lært. De mestringsstrategier en person bruger er derfor også altid meningsfulde og den bedst mulige løsning for personen i en given situation.
Anerkendelse kan kun opstå, når den der anerkendes selv oplever sig anerkendt. Det er derfor vigtigt at kunne kommunikere om, hvorvidt den anerkendelse en fagperson tilbyder også opleves som anerkendelse for personen, der skal modtage den.
I KRAP taler man om at anerkendelse kan have tre former; verbal anerkendelse, nonverbal anerkendelse og anerkendende samvær.
Dertil bruger man begrebet validering, som betegner den proces, hvor fagpersonen søger at se tingene fra den andens perspektiv, man går altså over broen og giver mening og gyldighed til den andens forståelse, følelser og handlinger samt personens grundvilkår og livsomstændigheder.
Udtrykket “at gå over broen” betyder:
- At forlade sin egen ø: Forestil dig, at du står på din egen ø (din verden, dine regler, dine værdier), og borgeren står på sin ø. For at forstå borgeren, skal du gå “over broen” til deres ø.
- At se verden med borgerens øjne: Når du er gået over broen, forsøger du at lægge dine egne vurderinger og holdninger til side. Du prøver at forstå, hvorfor borgeren handler eller føler, som vedkommende gør, ud fra deres perspektiv og logik.
Kort sagt: Det er den mentale bevægelse, hvor medarbejderen møder borgeren på borgerens hjemmebane for at skabe en ægte forbindelse.
Mestringsstrategier
I KRAP-regi forstås mestringsstrategier som måder mennesker forsøger at håndtere deres udfordringer. Fx reaktioner på uoverkommelige krav eller svære følelser. Kort fortalt er en mestringsstrategi et redskab til at klare livet. Inden for KRAP anskues mestringsstrategier som logiske overlevelsesstrategier. Selv adfærd der udefra kan virke uhensigtsmæssig (f.eks. vrede, selvskade eller isolation), forstås som borgerens forsøg på at passe på sig selv eller mestre en situation, der føles uoverskuelig. Arbejdet med mestringsstrategier går ud på at hjælpe borgeren med at blive bevidst om, hvad de gør i svære situationer. Ved at analysere tidligere succeser finder man frem til sundere strategier, noget der allerede virker, og undersøger, hvordan de kan bruges mere aktivt. Målet er at udvide borgerens “værktøjskasse”.
Praksis i KRAP
Ordet praksis understreger, at metoden ikke blot er en teoretisk forståelsesramme, men en konkret og praktisk tilgang til hverdagens pædagogiske arbejde. I KRAP er teorierne fra den kognitive psykologi, socialkonstruktionismen og den positive psykologi først rigtig værdifulde, når de bliver omsat til handlinger og værktøjer, der giver mening i borgerens liv.
At arbejde med et praksisorienteret fokus betyder, at man lægger stor vægt på anvendelighed og systematik. For at sikre at den pædagogiske indsats ikke bliver tilfældig, benyttes en række gennemtestede redskaber. Disse værktøjer fungerer som en bro mellem de store tanker om udvikling og de små skridt i hverdagen. De gør det muligt at visualisere fremskridt, skabe struktur og gøre komplekse udfordringer mere overskuelige for både borger og medarbejder.
Praksis-delen handler også om løbende evaluering og justering. Vi arbejder med en nysgerrig og undersøgende tilgang: Virker det vi gør? Skal vi justere metoden for at ramme borgerens behov bedre? Ved at dokumentere vores praksis sikrer vi, at vi holder fast i ”det, der virker”, og at vi altid arbejder målrettet og professionelt. P’et minder os om, at god pædagogik findes i det levede liv og i de konkrete handlinger, der hver dag støtter borgeren i at mestre sin egen tilværelse.
Litteratur:
Metner, L., & Bilgrav, P. (2008). KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., & Bilgrav, P. (2012). KRAP – Metoder og redskaber. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., & Bilgrav, P. (2014). KRAP Fortællinger – fra teori til praksis. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., & Bilgrav, P. (2015). KRAP i skolen. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., & Bilgrav, P. (2017). KRAP Ung. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., Bilgrav, P., & Andersen, S. (2018). KRAP på botilbud. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., & Bilgrav, P. (2020). KRAP i dagtilbud. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., Bilgrav, P., & Jørgensen, M. (2021). KRAP i psykiatrien. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Metner, L., & Bilgrav, P. (2023). KRAP og kognitive sagsformuleringer. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Psykologcentrets hjemmeside: https://krap.com/
Podcast om Axel Honneth og anerkendelse:
