Nogle mennesker med psykosociale problemstillinger har en form for misbrug af forskellige rusmidler. Det kan både være alkohol, hash, receptpligtig medicin eller illegale stimulanser.
Kløverengen er ikke decideret et misbrugstilbud for folk med et forbrug af illegale rusmidler, men vi tilbyder vejledning og rådgivning med henblik på at støtte beboere i at minimere deres forbrug af rusmidler. Vi hjælper beboere med at opsøge behandling uden for Kløverengen, og de har mulighed for at deltage i et forløb i Kløverengens misbrugsgruppe.
Når beboere er på Kløverengen og har et misbrug, forventer Kløverengen, at de er villige til at arbejde med deres misbrug, og eventuelt gå i behandling andetsteds, hvis det er nødvendigt.
Det er derfor nødvendigt at du, som familie eller pårørende til beboeren, støtter op omkring vedkommende og dermed hjælper til, at beboeren kan gå styrket fra opholdet på Kløverengen.
På Kløverengen oplever vi, at beboere bruger/har brugt rusmidler som en slags ’selvmedicinering’, for at fx dæmpe stemmer i hovedet, angst eller social fobi. Vores arbejde på Kløverengen i dette henseende er, sammen med beboeren, at finde frem til nye løsninger på problematikkerne i stedet for forbruget af rusmidler.