I år gik beboerferien til skønne Vejby Strand, hvor vi havde nogle dejlige dage med ro, nærvær og masser af hyggelige oplevelser. De rolige omgivelser og de dejlige rammer gav mulighed for at komme helt ned i gear og nyde samværet med hinanden.
Dagene bød på hyggelige gåture i sommerhusområdet, og vores pool blev flittigt brugt til både afslapning og badning. Vi var også på flere spændende udflugter, blandt andet til minigolf, is i Gilleleje og en tur til Helsingør. Her valgte nogle at besøge Øresundsakvariet, mens andre tog på Søfartsmuseet, inden dagen blev afsluttet med en hyggelig gåtur rundt i byen.
Et helt særligt øjeblik opstod, da flere valgte at blive i Helsingør for at opleve Kongeskibet Dannebrog ankomme og lægge til kaj i havnen. Dagens store overraskelse – og et højdepunkt for mange – blev, da kongeparret gik rundt og hilste på folk. Flere af beboerne fik mulighed for at give hånd til både kongen og dronningen, hvilket skabte stor glæde og begejstring.
Aftenerne blev brugt på god mad, spil, karaoke og hyggelige stunder med badning og samvær.
Vi siger endnu en gang tak for en dejlig ferie fyldt med gode oplevelser, smil og hyggelige minder.
