
Onsdag d. 31. maj tog en stor flok fra Kløverengen til Vesterbro for at komme på byvandring med en guide fra Gadens stemmer. Gadens stemmer tilbyder byvandringer med en lokal guide, som fortæller personlige historier fra et liv som socialt udsat – på kanten af samfundet.
Vores byvandring varede i næsten 2 timer, hvor vi blev guidet rundt på Vesterbro. Guiden fortalte barske fortællinger fra sit liv. Et liv med voldelige forældre, stofmisbrug, alkoholisme og hjemløshed, for nu at være på den anden side med bolig og job.
Da byvandringen var færdig, var vi alle enige om, at det havde været meget spændende at lytte til guidens fortælling, men også rigtig hårdt. Flere italesatte, at det var sejt, at hun kunne fortælle noget så personligt til mennesker, hun ikke kendte.